Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
27. oktober 2024

Enøjede knægte vandt DM for klubhold

 

Resultater fra klubhold er her.

 

Opdateret søndag den 27. oktober kl. 19.50: One-eyed Jacks (Distrikt København) sluttede på toppen i DM for klubhold. De nye danmarksmestre er: Anders Hagen, Jonas Houmøller, Lars Lund Madsen, Mikkel Nøhr, Ole Raulund og Tina Ege. Sølvet gik til Turneringsklubben Midtsjælland (Distrikt Storstrøm), mens Odense Bridgeklub (Distrikt Fyn) blev nummer tre.

Det var ellers tæt på, at vi fik en af de større overraskelser. Fjends Bridgeklub (Distrikt Vestjylland) førte med to runder igen og var kun en hårsbredde efter One-eyed Jacks inden sidste runde. Men et nederlag til Turneringsklubben Midtsjælland  i sidste runde sendte vestjyderne helt ned på den utaknemmelige fjerdeplads. Samtidig vandt One-eyed Jacks klart over de forsvarende mestre fra BK Nord (distrikt Nordjylland), og dermed var sejren hjemme for københavnerne.

Bedst i multiholdberegningen blev Anders Hagen og Jonas Houmøller fra vinderholdet.

DM var arrangeret af Distrikt Nordsjælland og blev afviklet hos Slotsbridge - Hillerød.

Glade vindere efter sejren: (Foto: Jan Nielsen)

- - -

Opdateret søndag den 27. oktober kl. 02.00: Odense Bridgeklub har lagt sig i spidsen efter førstedagen af DM for klubhold. Men slagsmålet i toppen er tæt. Der er kun få kamppoint ned til One-eyed Jacks, BK Nord og Fjends Bridgeklub på de næste pladser. Vestjyderne fra Fjends Bridgeklub var i øvrigt de eneste, som brød seedningen på førstedagen. Lørdag mødte de seks formodet bedste hold ifølge handicapsystemet de seks dårligste. Og Fjends Bridgeklub var det eneste hold fra nederste halvdel, som ligger blandt de seks bedste. Faktisk er Fjends alene om at være ubesejret, om end sejrene ikke har været så store.

Søndag mødes de seks handicapmæssigt bedste hold indbyrdes, og vi er næsten garanteret et tæt opgør om danmarksmesterskabet. Følg med på BBO fra kl. 9.30.

- - -

Torsdag den 24. oktober: I den kommende weekend spilles DM for klubhold. Klubhold er en slags landsdelsturnering, hvor hvert af Danmarks Bridgeforbunds 11 distrikter stiller med ét hold. Som forsvarende mestre har Nordjylland dog to mandskaber med.

Du har mulighed for at følge, hvordan det går repræsentanten for dit distrikt på BBO, hvor vi sender hele weekenden. Jan Nielsen og Amalie Bune sidder klar ved tasterne fra kl. 12.50 lørdag og helt frem til kl. 23.10. Søndag er der bridge på programmet fra kl. 9.30 (OBS: husk overgang til vintertid), og indtil vi har en danmarksmester omkring kl. 18. Den første kamp på BBO er i øvrigt et nordjysk lokalopgør mellem Vodskov BK, der er med som Nordjyllands andet hold, og de forsvarende mestre fra BK Nord. I de første syv runder kommer alle klubber på BBO mindst én gang. Programmet for de sidste fire runder tilrettelægges efter, hvilke opgør som ser mest spændende ud. Du kan se BBO-programmet her. Og du finder BBO her.

De forsvarende mestre fra BK Nord (Distrikt Nordjylland) er naturligvis blandt favoritterne igen. BK Nord stiller i år op med en enkelt udskiftning, idet Daniel Tylvad afløser Morten Klug. Ifølge handicapsystemet er nordboerne topkandidat til endnu et DM - tæt forfulgt af One-eyed jacks fra Distrikt København og Aarhus Bridgeklub fra Distrikt Østjylland. Andre klubber kan dog også blande sig - for eksempel Odense Bridgeklub, der vandt klubhold i 2021.

DM for klubhold arrangeres i år af Distrikt Nordsjælland. Spillestedet er Slotsbridge - Hillerød, Ægirsvej 7B, 3400 Hillerød. Ugler er naturligvis velkomne.

Du kan se alle resultater fra DM for klubhold her.

 

BK Nord fra Aalborg er klar til at forsvare titlen. Fra venstre: Morten Klug, Morten Jepsen, Kristian Tylvad og Poul Clemmensen. (Foto: Jan Nielsen)